I et netop afgjort udbud om levering, drift og vedligehold af reklamefinansieret byudstyr til Helsingør Kommune er AFA Decaux valgt som ny samarbejdspartner de næste 15 år.
Det betyder, at den nordsjællandske kystkommune får opsat helt nye buslæskærme i to forskellige størrelser, som rent designmæssigt og funktionelt indrammer den historiske og kulturelle kommune på bedste vis. Læskærmene har integrerede reklamepaneler, som udover et kommercielt indhold også kan anvendes til borgervendt kommunikation.
Nikolaj Hvingtoft Hansen, Centerchef i Center for By, Land og Vand i Helsingør Kommune, udtaler følgende om samarbejdet:
“Helsingør Kommune ser frem til samarbejdet om de nye buslæskærme, som både vil give borgerne et mere trygt og tidssvarende byrum med bedre faciliteter ved stoppestederne i kommunen, som forhåbentlig kan få flere borgere til at benytte sig at den offentlige transport. Den lange løbetid på kontrakten giver et godt og stabilt grundlag for at udvikle løsningen over tid og sikre en høj kvalitet i både drift og vedligeholdelse til gavn for både rejsende og forbipasserende. Samtidig har det været vigtigt for Helsingør Kommune, at løsningen repræsenterer høj kvalitet og bæredygtighed. De nye buslæskærme produceres i et miljøvenligt design med en høj genvindingsgrad, og AFA Decaux sikrer, at byudstyret er frit for uønskede miljøbelastende stoffer. Vi ser derfor frem til et godt og konstruktivt samarbejde i de næste 15 år.”
Buslæskærmene er konstrueret, så de skaber komfort og tryghed for alle, som står i læ og tørvejr og venter på bussen. De transparente glas i læskærmene og LED-belysningen sikrer, at det føles trygt at opholde sig i dem. Buslæskærmene passer samtidig naturligt ind i det omkringliggende miljø og bliver en integreret del af bybilledet.
Udover levering og implementering af byudstyret, står AFA Deacux også for den daglige drift og vedligehold, som foretages af egne serviceteknikere.
Managing Director i AFA Decaux, Anders Axelsen fortæller om det kommende samarbejde med Helsingør Kommune:
”Vi glæder os meget over at være valgt som ny samarbejdspartner og leverandør til Helsingør Kommune, og vi ser frem til at etablere helt nye buslæskærme og være med til at tilføre et tidssvarende udtryk, som matcher en handels- og kulturby i udvikling”.
Udrulningen og opsætningen af det nye byudstyr forventes opstartet inden længe.
For mere information, kontakt venligst:
Anders Axelsen,
Managing Director, AFA Decaux
Tlf. +45 26 30 39 19
Fakta om kontrakten
Kontrakten løber over de næste 15 år frem til 2041 og omfatter følgende byudstyr:
- 73 stk. buslæskærme
- Al rengøring foregår med miljørigtige produkter og renset, filtreret vand
- Byudstyret har en høj genvindingsgrad, og glas og plakater genbruges
- AFA Decaux er ansvarlig for levering, implementering, drift og vedligehold af alt udstyret






