Den Danske Naturfond
Organisationen arbejder for at skabe mere natur i Danmark – for alle. For altid. De køber, beskytter og genopretter natur i hele Danmark for at sikre unikke naturoplevelser og evigtvarende naturbeskyttelse.
Lyden af bier, der summer fra klokkeblomst til guldblomme. Vandets stille klukken i skovens vandløb. Vinden, der suser i de grønne blade på gamle egetræer. Sådan var Danmark engang. Fuld af god natur med masser af lyde, farver og liv. Men god natur er blevet sjælden. Vi har mistet så meget, at tusindvis af arter mangler plads til at leve. Danmark er blandt de lande i Europa med færrest gode levesteder til vilde dyr og planter.
Det er på høje tid at give noget af den tabte natur tilbage, og det gør organisationen ved at sikre nye naturområder i hele Danmark. Her får vilde dyr og planter igen naturlige skove, enge, moser og vandløb, hvor livet kan vende tilbage, og hvor vi alle kan opleve naturens rigdomme, nu og i fremtiden.